torsdag den 4. september 2014

Skønne Bornholm i sensommersol.


Inger og jeg er netop kommet hjem fra en tur til Bornholm. Udsigten  her er et kig over Gudhjems tage, hvor vi boede i de syv dage vi var derovre. Vi havde god tid til at tage rundt på øen og vi genså mange af de ting vi har glædet os over på tidligere ferier - gensynets glæde er som bekendt ikke det værste man kan opleve. Hver gang vi drager hjemover er vi enige om at det har været en dejlig oplevelse - men siger så til hinanden, at nu har vi vist været der tilstrækkelig mange gange, der findes jo mange andre dejlige steder at besøge. Og når der så er gået et par år, er vi parat til igen at drage derover.



Bornholm har jo det hele - en storslået natur, dejlige haver, kunst og kunsthåndværk, spændende kirker, maleriske byer med sjæl og atmosfære og sidst, men ikke mindst en venlig og gæstfri befolkning med en særlig tone i sproget.



Østerlars Rundkirke



Vi besøgte igen Enghøj Staudehave. Jeg beskrev den for to år siden på min blog under titlen `En have på Bornholm`. Og den var lige så dejlig som vi huskede den.





















Jeg synes, at der er et slags slægtskab mellem god malerkunst og gode haver - det er som om, at det er de samme følelser, sanser og fornemmelser der  kommer i anvendelse hos beskueren.
På Oluf Høst Museet genså vi billederne, der alle er fra Gudhjem, hvor han levede og malede det meste af sit liv.



Han malede sin elskede Bognegård igen og igen.



Og han var meget optaget af at skildre lyset, vejret og stjernehimlen. Der er stadig nerve og intensitet i hans billeder - de virker stadig vedkommende og udfordrende. Man bliver så glad når man genser de klassiske modernister, der var avantgarde da vi for mange år siden begyndte at interessere os for malerkunst. På Bornholms Kunstmuseum var de der jo - Lergaard, Rude, Weie.



Vi fik nys om en have, der hedder `Strabo`, og den viste sig at være et meget spændende sted beliggende langt fra alfarvej.









Haven er sine steder ret skyggefuld, hvilket giver den en charmerende karakter af ælde og noget gådefyldt.












Hos Starbo findes et stort plantesalg med blandt andet et bredt sortiment af Hosta.



Sidst men ikke mindst finder man en spændende forretning med antikviteter og loppefund og med mange ting til haven.



Vi fandt en del ting, der allerede har fundet sin plads hjemme i Haven Ved Hegnet.



På Grønbecks Gård i Hasle fandt vi smukt kunsthåndværk udført af bornholmske kunstnere.









En tredie have vi gentagne gange har besøgt er `Kræmmerhuset`, hvor der også fremstilles og sælges kunsthåndværk - det vil føre forvidt at omtale det her. Jeg vil holde mig til haven, der udtrykker en ophøjet ro, samtidig med at den rummer en skønhed og renhed.


















I Nansens Gaard i Svaneke, der ellers er privat, fik vi lov til at kigge os omkring.



Gårdhaven, der ligger midt i byen, er ikke så stor, men rummer en egen stemning.










Vi gik mange ture rundt i de små byer, og nød oplevelsen af de idylliske huse med deres små pyntelige haver.






























Langs stranden fandt jeg spændende sten og trærødder.



Fra vores ferielejlighed havde vi udsigt til Østersøen og den himmel som Oluf Høst så ofte skildrede. Vi drak rødvin medens vi nød aftenrøden. Himlens røde farve steg i intensitet i takt med indtagelsen af rødvinen.




17 kommentarer:

  1. Det er da gennemført romantisk og indbydende, tak for turen rundt i de skønneste steder på Bornholm, det må da være et sted vi skal have på rejselisten også.

    Smukke gamle haver og skøn natur udenom - hvor fint.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Ulla
      Velbekomme - ja, i kan roligt lægge det jeres rejseliste. Bornholm er en perle.
      Kh. Jørn

      Slet
  2. Hej Jørn.1000 tak for en dejlig rundtur på skønne Bornholm.Har været der flere gange...........boede i Allinge i 2012.
    Og vi besøgte også Strabo.............og købte en Bornholmsk figen og en hosta.
    Lidt ærgerligt at jeg missede Enghøj Stauder.................men bessøgte da Oluf Høst dejlige museum.
    God aften Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jette
      Velbekomme. Ja, man kan hurtig få hang til Bornholm. Starbo var ny for os og en spændende oplevelse og Enghøj Staudehave kan virkelig anbefales.
      Kh. Jørn

      Slet
  3. Tak for skønne, skønne billeder. Jeg selv er blevet dybt forelsket i Gudhjem, og vi var der i august i år (og sidste år), og egentlig kunne jeg bosætte mig i byen ;-) Har lært flere lokale at kende og er med til at arrangere en "Sonja på Bornholm"-festival derovre til næste år - som forhåbentligt bliver til noget.

    Haver har jeg dog ikke besøgt, da jeg holder mig lidt fra haveverdenen, når jeg er på ferie.... Men dejligt herigennem at kunne se disse smukke haver.

    Tak for dejligt indlæg.

    Kh. Marlene

    SvarSlet
  4. Hej Marlene
    Velbekomme. Ja, Gudhjem er noget helt særligt. Vi er stærkt optaget af gode haver, hvor vi kommer frem. Det er egentlig for en stor del haverne, der har lokket os rundt på rejser i Europa.
    Kh. Jørn

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan jeg godt forstå. Vi tager også på deciderede haverejser eller haveture og har da også været på havetur i Holland her i juni. Til næste år skal vi til England og se haver, men jeg sørger også for at have ferie uden have og planter - jeg arbejder jo med det til daglig ;-)

      Slet
  5. Hej igen Marlene.
    Ok. det forstår jeg godt. Holland og England har mange gode haver. Vi har været der flere gange og hentet megen inspiration.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder dejligt :-) Holland har vi også besøgt rigtigt mange gange - have- og plantemæssigt - men England har vi aldrig besøgt i forbindelse med haver. Underligt nok!!! Skal dog derover i næste uge, men i en hel anden forbindelse.

      Slet
  6. Sikke mange spændende steder I har besøgt på Bornholm.... jeg er spændt på at se jeres nyanskaffelser placeret i jeres have...... spekulerede lidt på om det mon var krukkerne og stativet, der ligesom ligger lidt for sig selv, som er de udvalgte ting..... de ville ihvertfald være kærkomne genstande i min have :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Sussi
      Du har helt ret - det var netop den lille bunke midt i billedet vi havde samlet os. I skal være velkommen til at se det fordelt i vores have.
      Kh. Jørn

      Slet
  7. Hej Jørn!
    1000 tak for en fantastisk rundtur på skønne Bornholm, med flotte billeder og beskrivelser. Vi har også besøgt øen et par gange, det er ved at være nogle år siden, og ungerne var mindre. Og jeg kan når jeg ser sådanne billeder længtes jeg efter et gensyn, spise røget fisk og vandre i den fantastiske natur, og opleve den særlige stemning i Gudhjem, og alle andre steder på øen.
    Ha en god weekend
    Hilsen Anette

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Anette
      Velbekomme. Ja, Bornholm er dejlig og jeg kan godt forstå, at billederne kan give dig lyst til et gensyn.
      Kh. Jørn

      Slet
  8. Hei Jørn og Inger.
    Som sagt tidligere er det en fornøyelse og inspirasjon å følge med på det som skrives på denne bloggen! Denne gangen var det helt hva vi trengte. Vi var på Bornholm for et år siden sammen med en større gruppe fra Norge, og kunne av den grund ikke gjøre som vi selv ønsket. Vi har flere ganger snakket om å reise tilbake - på egen hånd, og din reportasje om din og Ingers "rundtur" var derfor helt utmerket for oss. Vi ønsker å få til noe neste sommer, og kommer nok til å sende dere en mail med noen spørsmål. Men når har dere tenkt å komme en tur hit opp...? Det er jo kun to timer med bil fra Gøteborg og hit til oss...og Norge er jo egentlig et gammelt stykke Danmark....Takk igjen!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Eirin og Lars.
      Tak, det glæder mig, at I finder inspiration på min blog. Bornholm har så meget at byde på, at det næsten kræver at man rejser på egen hånd, og jeg kan godt forstå, at I har lyst til at vende tilbage, og selv tage på opdagelse.
      Jeg vil anbefale, at I i god tid henvender jer til Bornholmtours og får tilsendt materiale om leje af ferielejlighed. Vi havde lejet en rigtig god lejlighed for 7 dage på adressen: Casa Blanca lejl. nr. 13 med havudsigt, der kan anbefales.
      - Ja, det er efterhånden mange år siden vi var i Norge og kørte rundt og så stavkirker og meget andet i den smukke natur - og du har ret, det er jo ikke nogen lang rejse.
      Kh. Inger og Jørn

      Slet