mandag den 25. februar 2013

En haves udtryk.

  
At have noget på hjerte er jo den første betingelse, dernæst at udtrykke det på én eller anden måde. Det er vist Paulus, der siger: "Hvad hjertet er fuld af, løber munden over med". Og hvis det virkelig er noget, der trænger sig på, kan det være vanskeligt at holde det tilbage, og hvorfor skulle man i øvrigt også det? 

En måde at udtrykke sig på kan være at udforme og dyrke sin have. Ja, jeg vil i ramme alvor påstå, at en have kan være en udtryksform,   - en manifestation, som den jo er, af skabertrang, livsglæde, fantasi, energi, og æstetik, der undervejs kommer til udtryk.










Vores have er primært et poetisk projekt, der giver dybde og indhold i tilværelsen. Jeg synes, at det som haven kan give, på én eller anden måde er beslægtet med arkitektur, billedkunst, skulptur, musik og digterkunst - det er de samme følelser og fornemmelser, der kommer til udtryk.










En forsommerdag sidste år var der så dejligt i haven. Solen skinnede behageligt fra en letskyet himmel. Roserne blomstrede, sommerfuglene flagrede, bierne summede, og hver fugl sang med sit næb, medens jeg gik i forhaven og hyggede mig. På et tidspunkt sad jeg på min skammel og klippede en busbomkugle i form - alt åndede således fred og idyl - og medens jeg klipper, sidder jeg og tænker på alting og ingenting - nærmest en meditativ tilstand, der er godt for sjælen.

Ud af øjenkrogene så jeg to midaldrende herrer, nydelig klædte og med hver sin mappe under armen. Jeg havde set dem forgæves banke på naboernes døre - de var alle på arbejde sådan en hverdag. Og jeg havde allerede gennemskuet dem, de lyste langt væk af at komme fra Jehovas Vidner.
Da de var på vej op ad trappen til vores have, stod jeg allerede og tog imod dem på øverste trin. "Velkommen til Paradiset" - indledte jeg, for at komme dem i forkøbet, medens jeg skyndte mig at fortsætte: "I ved selvfølgelig at paradis betyder have" - de nikkede bekræftende, samtidig med at den ene var begyndt at åbne sin mappe. Det I står ved indgangen til, er min kones og mit paradis her på Jord. Her hedder kvinden ikke Eva, men Inger, ligesom jeg ikke hedder Adam, men Jørn. Og i vores have findes ingen træ med forbuden frugt, ej heller en listig slange. Det nærmeste vi kommer det, er en fredelig vandslange, hvis største ulempe er de temmelig dyre dråber, der kommer ud af den. Jeg gav dem en lang forklaring på havens velsignelser i øvrigt, og sluttede af med at sige, at hvis de virkelig havde nogen indflydelse hinsides, som de jo påstår at ha`, og hvis jeg skulle være blandt de heldige, er kommer i Paradiset, bad jeg dem om at meddele de rette vedkommende, at jeg rigtig gerne vil på haveholdet deroppe.

De to herrer kom aldrig til orde, glemte at aflevere bladet, så på hinanden, og rystede på hovedet, hvorefter de vendte om - de nåede kun halvvejs op ad trappen.


- Det kan opfattes lidt ondskabsfuldt. I virkeligheden har jeg nu også respekt for anderledes tænkende, men det er jo ikke altid lige belejligt når folk, der vil missionere, dukker op.
















En lidt undselig detalje - et par græsser op imod en række sten, vel ikke det store budskab, men rummer et lille udsnit af det man kan kalde for haves mikrokosmos, et stilleben uden de store dikkedarer tilsyneladende, og rummer så alligevel et helt univers af liv og sammenhæng. 

Om dagen når solen skinner optager stenene varmen, som de hen under aften og natten genererer til de nærmest stående planter, hvis rødder søger ind under stenene, hvor de hygger og luner sig. På samme måde opstår der ved luftens kølighed kondensvand på stenene, som løber ned og kommer planterne til gode.








































Det at vandre rundt på stierne er om sommeren en daglig foreteelse - frem og tilbage går det, med trillebøre eller bare en spand til det ukrudt , der trods alt kommer op. Egentlig synes jeg ikke, at der dukker meget ukrudt op, den tætte beplantning hæmmer ukrudtet´s   vækst. Men arbejdet med at luge det som tros alt kommer op, føles som et meningsfyldt arbejde.




























Midt i billedet ses en småbladet syren, Syringa microphylla som jeg lavede som stikling for en del år siden, og stammede den undervejs op til `næsehøjde`, så duften i blomstringstiden kan nydes, når man går forbi. Den øvrige del af sommeren står den som en grøn form. En af fordelene ved den er, at den står på egne stamme, så man undgår de irriterende vildskud, der kommer på podede eksemplarer.











11 kommentarer:

  1. go' historie med J.Vidner, jeg burde også bruge noget i samme skuffe mod dem !! når de dukker op på vores adresse :) og endnu engang tak for en idérig runde i din have ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Tim
      Hyggeligt, at du kiggede ind på bloggen. Nu skal frosten lige gå af jorden - så skal der til at ske ting og sager derude.
      Kh. Jørn

      Slet
  2. Hej. Tak for et spændende og inspirerende indlæg. Jeg smilede lidt over historien og var lige ved at få ondt af de to mænd, men vi har jo allesammen ret til at tro på det vi nu hver især synes er det rigtige. Sikke en kreativitet du udviste overfor dem. Jeg tror ikke jeg ville være i stand til at gå dem imøde på så kreativ en måde og så helt spontant! Det var rimeligt sejt. Som sædvanligt er det smukke billeder af haven.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Birgitte
      Tak for din kommentar. Det glæder mig, at du finder mit indlæg inspirerende. Min historie bliver nok heller ikke ringere, jo flere gange jeg fortæller den.
      Kh Jørn

      Slet
  3. Hej Jørn.
    Skønne billeder fra dit paradis.
    Alle har ret til at tro hvad de vil, men jeg tror ikke jeg er den eneste der er træt af, at blive opsøgt i sit hjem, når man gentagne gange har bedt dem om, at lade mig om hvad jeg tror på, og holde deres tro fra min matrikel. Det kunne være rart hvis det var blevet respekteret, hvilket ikke er lykkedes endnu, og tvivler på det nogensinde sker. Jeg tager hatten af for, at du havde overskud til at tackle deres forsøg på at pådutte dig deres tro, på så humoristisk en måde.
    Venlig hilsen Malene

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Malene
      Tak for din kommentar. Ja, det er anstrengende og virker påtrængende at få disse uønskede besøg.
      Kh. Jørn

      Slet
  4. God kveld :)
    En deilig slutt på en fin vinterdag å titte inn her hos deg. Åh,som jeg nå lengter etter en ny vår :)
    Du skiver så fantastisk fine tekster i tilleg til disse yndige,gode blikkfangene bildene dine er. Og i kveld smiler jeg stort over din noe uvanlige mottakelse av forkynnerne som vandrer fra hus til hus for å fortelle om livet etter døden...Jo,jeg skjønner dem vel på en måte,for det er det de er lært opp til, deres kall på jorden...Men hvorfor leve et helt liv i påvente av paradiset,når paradiset kan skapes i dette kanskje ene livet vi lever. Kanskje vi kan si:ja takk,begge deler :) Og jeg må innrømme at jeg er glad for at jeg har arvet gleden ved å dyrke og dele plantegleden,og ikke religion. Skjøndt det er deilig å ha den milde snille barnetroen til egen trøst :)
    Beste hilsen og stor beundring for din forteller glede både i ord og bilder :)
    Britt

    SvarSlet
  5. Hej Britt
    Tak for din kommentar. Jeg er enig i alt det du skriver - disse forkyndere kommer med det aller bedste de har, og vil dele det med vi andre. Om der findes et paradis efter livet på jorden er uvis, men det er ihvertfald en smuk legende. I øjeblikket er der en serie på dansk TV, der hedder "Livet efter livet" - om førdødsoplevelser, som en del mennesker jo oplever - og ifølge disse, har vi noget godt i vente.
    Umiddelbart vil jeg dog mene, at det er rimelig at prøve på at skabe sit paradis på Jorden og så se tiden an med det kommende.
    Kh. Jørn

    SvarSlet