fredag den 18. januar 2013

En række af sommerdage.


Længslen efter sommerdage kan ligge latent, men dukker alligevel regelmæssigt op fra - ja, hvorfra egentlig - hvor ligger det gemt? I sindet måske, eller i sjælen,  et eller andet sted i hjernen, hvor erindringen gemmer sig -  drømmene og følelsen gør, at vinteren er til at holde ud, det luner at tænke på milde sommerdage.

Lige nu  kan man kompensere og nære drømmene lidt ved at studere de frøkataloger, som i disse dage dumper ned i brevkassen, og en god havebog med masser af inspiration er vel heller ikke at foragte - eller hvad med at gå til haveforedrag i Haveselskabets kredse og møde andre havehungrende mennesker. 

Der findes mange lidelsesfæller kan jeg se, som længes efter forår, når jeg kigger ind til mine følgere på bloggen eller mine venner på Facebook, kan jeg se, at det fylder meget. De fleste af dem har også vinter nu, og deres haver ligger stivfrossen ligesom min. Dybt inde i Rusland, hvor det for alvor er vinter, har de vel særlig grund til at have deres drømme om sommer. Jeg ser deres sommerbilleder og erfarer, at nogle russere har smukke haver og nogle af dem er fine rosenhaver. Jeg havde ellers opfattelsen af, at der var mere goldt derovre. 




Mine drømme handler i al sin enkelthed om at gå og kigge på  planterne - bare en stille glæde. Regulere lidt, hvis nogle breder sig lidt rigeligt på andres bekostning - plantesamfundet kan undertiden minde om menneskesamfundet.



Men ellers vil jeg bare gå her og nyde nuet, og glæde mig over, at jeg er til. Jeg vil dykke ned i detaljerne og se det store i det små.




Jeg kan glæde mig over synet af en klippet plante og her er det Cotonaster dammeri, som jeg har klippet gennem mange år ( her skulle nok ha` været fejet). Forneden vokser lidt vildsomt mor og barn planten, en løvefod og en blålig Hosta og kigger man lidt længere frem er der en plamage af trædebregnen Cotula squalida. De bunddækkene planter er ikke kun statister, synes jeg, de spiller en vigtig rolle i en have.



Haven gør mig på en eller anden måde glad, og det er vel en vigtig egenskab for en have. Jeg ved ikke rigtig, hvordan det hænger sammen, men det er en følelse af noget rart. Når jeg i mine billeder af haven finder et parti, der rent kompositionelt er i orden, hvor harmoni mellem forskellig elementer er til stede, og der er balance i tingene, opstår netop den følelse af noget evigtgyldigt. Første gang jeg oplevede det, var i min pureste ungdom, hvor jeg stiftede bekendtskab med guldaldermalerne, hvor man lærte at se skønheden i landskaber.

Som 14-årig var jeg på en cykeltur sammen med tre kammerater over nogle dage, og boede på vandrehjem, hvor vi kom frem. Vi kom til Viborg og kom ind på Skovgaard Museet, hvor vi så værker af blandt andet P.C. Skovgaard, og da var jeg solgt. Vi kiggede også i montrene og så skitsebøger af de gamle malere og jeg syntes, at det var noget af det dejligste, jeg havde set. -Tænk, at man på en skitseblok med en blyant kunne lave så dejlige tegninger.







Jeg lærte også at sætte pris på modernister som Giersing, Lundstrøm, Rude og senere de abstrakte, hvor jeg også fandt skønhed og udtryk, men på en anden måde.






Ganske som maleriet er en udtryksform, mener jeg, at haven kan være en form for udtryk, hvorigennem det enkelte menneske viser sine følelser, der afspejler drømme.



Det fantastiske er, at der ikke findes regler for, hvordan en have skal udformes. Det er op til den enkeltes opfattelse af smag, idé og fantasi.













En have består jo ikke som her af små udsnit, men skal opleves i sin helhed. Derfor handler det om til sommer at komme rundt i landet til de åbne haver, og fornemme deres liv, atmosfære og stemning.







Haven er det sanselige med duft, farve og fylde.






Forår - forhåbning - forventning - forfinelse - forbavselse















Der er noget universelt over disse enkle, geometriske former - en krystallinsk renhed som de står her, i deres stringente klipning og danner kontrast mod ámorfe bede -  som at sejle i mælkevejens uendelighed.


















Ved midsommertide er fordigheden total. Jeg kan lide når planterne trænges i bedene - klippede, fritvoksende, hængende - store og små blade mod hinanden. Længe leve mangfoldigheden!












Fra denne vinkel kan forhaven virke, som er den uden struktur, men træder man nærmere og bevæger sig ind i den, virker den anderledes ´velordnet`.


























Havens mange granitsten som vi har fundet i landskaberne omkring Silkeborg, ført hertil, som de jo er, af isbræen ved den sidste istid, har forskellige gråtoner. Det kommer sig af, at én måske kommer fra området omkring Oslofjorden, en anden fra Väteren i Sverige og en tredie helt fra Finland, og nu er de samlet i haven, hvor stenene indbyrdes klær´ hinanden, samtidig med at de udgør en fin harmoni med planterne.














Inger kærtegnes af græsset, hver gang hun går forbi.









Vi forsøger at undgå, at haven kommer til at virke alt for velfriseret. Det er med at finde balancen i den slags ting. For megen orden kan virke dræbende - det er vel ingen kvalitet i sig selv, at der ikke findes ukrudt - eller der er revet eller kultiveret mellem alle planterne. Jeg bryder mig ikke om bar jord i bedene, det virker unaturligt. Derfor er jeg glad for et billede som dette, hvor man ikke umiddelbart fornemmer en overordnet plan - selv om den findes - men kan opleve illusionen at noget naturligt.


















4 kommentarer:

  1. Som altid smukke billeder og smuk tekst. Tak for det. Er det Lykkefund som klatrer op i træet?
    Kh
    Lisbeth

    SvarSlet
  2. Hej Lisbeth
    Tak. nej det er ikke lykkefund. Jeg kan ikke huske/finde stavemåden på dens navn, men den hedder det samme som noget ballet og i lydskrift må det være patedö.
    Kh. Jørn

    SvarSlet
  3. Tak for et godt indlæg og de mange dejlige billeder.
    Jeg har nydt dem.

    SvarSlet
  4. Hej Landbohaven
    Velbekomme. Det glæder mig at du kiggede med
    Kh. Jørn

    SvarSlet