mandag den 7. november 2011

Havedrømmenes drømmehaver.



Inger og jeg har været på en ferie til Andalusien for især at opleve mauriske haver. Når vi opholder os i vores egen lille have i Silkeborg, lader vi ofte tankerne flyve hid og did. Og tankerne kommer for mit vedkommende let til at flagre i retning af haven i historisk perspektiv. 


Jeg har altid været fascineret af havekunstens stilperioder - alle de mange måder at udforme haver på, og derfor trænger den tanke sig naturligt på - om det vi i dag går og arbejder med i vores haven, på en eller anden måde har sammenhæng med de historiske haver. Vi har dog ikke været interesseret i at kopiere de klassiske haver, men har nok lånt forskellige elementer og forsøgt at genskabe indtrykkene i et nutidigt havebillede. 





Stik af Pieter Bruegel den Ældre fra midten af 1500-tallet viser stor aktivitet ved klargøring af  have i renæssancen. Korsgangen i det nærmeste bed har sin oprindelse i den islamiske havekunst.



G. N. Brandt´s eksempel fra 1920-erne på en renæssancehave. Haven er beliggende ved Gåsetårnet i Vordingborg.



Havedrømme tror jeg ofte  kan bunde i fortællingen om Paradiset - forskellige religioners smukke, men også dramatiske legende om skønheden, og al den fredfyldte harmoni mellem mennesker, dyr og planter. Men altså også om syndefaldet og uddrivelsen af haven. Igen og igen er det alt sammen fremstillet i billedkunsten op igennem historien. Billedet her er fra den romanske stenmester Horder´s indgangsportal på Ørsted Kirke på Djursland.


Ordet paradis betyder jo simpelt hen have og helt tilbage i de ældste tider var paradiset billedet på oasen i ørkenen, med de fredfyldte grønne omgivelser med spiselige frugter, hvor mennesker og kameler kunne finde hvile og skygge, før karavanen drog videre. En forudsætning for at oasen kunne opstå, var det dyrebare vand, der jo fremdeles er en betingelse for at livet kan opretholdes.






Påvirkningen fra den islamiske havekultur (Alhambra o.m.a.) til den kristne kultur er tydelig. I de gamle klostre genfinder man drømmen om  paradiset i den inderste klosterhave, som er beregnet til stille meditation og bøn. Ofte findes i midten af den firkantede have, omgivet af en søjlegang, en brønd, et symbol på "livets kilde". Fra brønden udgår fire "floder" symboliseret ved en korsgang, hvor en flyder med mælk, en anden med honning, den tredie med vin og den fjerde med det vigtigste af alt, vand.


Vi har naturligvis ikke forsøgt at efterligne en klosterhave, men har nok tilstræbt at opnå roen, harmonien og skønheden, der vel bør være hovedindgredienser  i enhver have.





Haven har gennem mange år været vores legeplads, hvor vi har lånt elementer fra tidligere tiders haver, som vi  har forsøgt at omskabe i et nutidigt havebillede. Haverne fandt vi i England, Holland, Frankrig, Italien, Tyskland, Sverige og selvføgelig Danmark og nu altså også i Spanien.



Også i Spanien fandt vi, hvad vi søgte. Den islamiske have kan være et indelukke, som her i Alhambra, mættet af frodighed, farver og dufte, hvor bygningsarkitektur, planterne og vandkunsten går op i en  højere enhed.




       
Her i begyndelsen af november finder man stadig mange farver og stor frodighed i bedene.








                 Dyrene vandrer sorgløst rundt og finder føde i de fredfyldte omgivelser.



Vi oplevede også, at det var rart at kunne finde ind i palmernes skygge. Den islamiske have er et meget privat sted, hvor man trækker sig tilbage fra byens myldrende liv og fra dagens arbejde, fra hede, støv og støj.



Haven byder på kølighed og total afslapning, en tidløs, vegetativ tilstand, hvor sanseindtrykkene får sindet til at falde til ro. Ganske som vi undertiden kan opleve danske haver efter en lang arbejdsdag.




               Hele tiden er vandet det centrale. Dets stille rislen virker beroligende.





Af klippede buske finder man buksbom, thuja, småbladet kristtorn og myrdebladet gedblad og andet anvendt.









Appelsingården ved den 1000 år gamle moské, La Mezquita i Cordoba, hvor træerne på en forunderlig  måde står som søjlerækker.



                 Og i moskéens indre står søjlerne som en flot, opadstræbende manifestation.














                        Inger tager sig en hvil på en af de smukke, antikke bænke.




                             Udsigten fra Alhambra ud over Granada.







                  Også den dejlige Acathus-plante finder man i den muslimske have.







Vi rejste med GRANADA KULTURREJSER, rejseleder var bureauindehaver Henrik Kidmose. Vi var 15 deltagere på denne interessante og hyggelige rejse, der stærkt kan anbefales.


10 kommentarer:

  1. Tak for at du tog os med på tur til de mauriske haver :-)
    Der er noget dybt fascinerende over de gamle haver og historierne bag.
    Har aldrig set de mauriske haver i virkeligheden, men forventer at komme til Rom i foråret og se italienske haver :-)

    SvarSlet
  2. Hvor er det smukt med alt det vand. Tak for billederne - det ser ud som om, I har haft en skøn tur :-)

    SvarSlet
  3. Det var dejlige billeder og et skønt gensyn. Jeg var der selv i 2009. Maurene var dygtige til at anlægge haver og især alle fontænerne og det rislende vand er så dejligt beroligende.

    SvarSlet
  4. ....sanseindtrykkene får bestemt sindet til at falde til ro - også bare ved at se på de skønne billeder og begive sig af sted i drømmende. Tak for fortællingen og vandringen Jørn......en lise for sjælen :0)

    SvarSlet
  5. Vi var i Alhambra for nogle år siden, og det er et helt igennem fantastisk sted. Skønt at få opfrisket minderne - tak for det.

    SvarSlet
  6. Åh vad spännande! Vi ska också åka till Andalusien nu i slutet av november, hoppas vädret blir lika bra som ni hade! Jätteroligt att få en liten försmak av Alhambra som vi också ska besöka.
    Hälsningar
    Katarina

    SvarSlet
  7. Hej Vivi
    Tak for din kommentar. Åh ja, Rom. Vi har været der 11-12 gange - vi er ikke helt enige om, hvor mange vi har været der, men man bliver aldrig færdig med Rom. Det er et sted, hvor man finder masser af stemning og henter megen inspiration.
    Kh. Jørn

    Hej Signe
    Tak for kommentaren. Ja, vi havde en rigtig dejlig tur og 25 graders varme det meste af tiden. Så det har været noget af en omvæltning at komme hjem til det danske efterår.
    Kh. Jørn

    Hej Gitte
    Ja, det er altid rart med et gensyn, når man har oplevet noget godt. Rent mentalt er det jo en lise for sjælen at befinde sig i de mauriske haver med det rindende vand.
    Kh. Jørn

    SvarSlet
  8. Hej Frøken Solhat
    Tak for din kommentar. Ja, billeder kan åbne op for drømmene og drømme er vigtige. Det er vel ofte disse drømme, der sætter os i gang med nye projekter i haven, hvor vi forsøger at realisere drømmenes indhold om ro, harmoni og skønhed.
    Kh. Jørn

    Hej Lene
    Tak for din kommentar. Ja, Alhambra er et fantastisk sted - eksotisk, fremmedartet med en helt anden æstetik og udsmykning end vi kender i vores kultur.
    Kh. Jørn

    Hej Katarina
    Tak for kommentaren. I kan godt glæde jer til Andalusien og i særdeleshed Alhambra det er alt sammen utrolig dejligt. Jeg vil ønske jer en god ferie dernede og håber, at i må få godt vejr.
    Kh. Jørn

    SvarSlet
  9. Hej Jørn,

    hvor ser det bare smukt ud, det er meget betagende ud! Jeg tror I har hygget jer gevaldigt ;-) JEg har engang for ca. 14 år siden været i Granada, men den gang var jeg ikke rigtig have interesseret. Jeg vil skrive mig bag øret at der ligger en skøn have der.
    Mange hilsner Gro

    SvarSlet
  10. Hej Gro

    Ja du kan rolig skrive dig Alhambra bag øret, og du må absolut besøge den, hvis du igen kommer på de kanter. Men du skal huske at bestille bilet hjemme fra, hvis du skal ind i paladserne.

    Kh. Jørn

    SvarSlet